Inspiration

tanker om trivsel

Tanker om trivsel

tanker om trivsel

Jeg vil gerne åbne op med lidt refleksioner omkring, hvad trivsel er. Eller kan være. Trivsel kan jo være mange ting. Trivsel i familien. Hvilken familie? Familie kan også være mange ting. Trivsel selv uden familie? I bund og grund tror jeg, at trivsel kommer indefra i individet. Og hvis du trives, trives dem omkring dig også. Som udgangspunkt. Ikke altid. Men det er en god start. Det gør på en måde ”opgaven” mere simpel, eller hvad?

Jeg har i mange år haft stor fokus på trivsel i familien. Tænkt og filosoferet. Og løbet stærkt. Haft svært ved helt at finde nøglen til hvad der skulle til. Jeg har nok tænkt mere, end jeg har mærket. Og jeg tror, at et vigtigt skridt er at turde mærke efter. Mærke hvem du er – inderst inde. Mærke hvad du står for, hvad der gør dig glad, hvad du har behov for, og hvad du drømmer om. Og det er ikke særlig nemt. Måske endda meget uvant. Når du kan mærke dig selv, er det også nemmere at mærke andre.

For mig var trivsel også forbundet med at være i en kernefamilie. Sådan som jeg er vokset op. Men pludselig stod jeg uden denne kernefamilie, og måtte finde trivslen defineret på en ny måde. Det fik mig til at revurdere mine værdier. Det var jeg nødt til. Fordi en vigtig værdi for mig ikke længere var til stede. Det blev tydeligt for mig, at det er relationer der er vigtige, mere end så meget andet. Ikke mindst relationen til mig selv.

Hov – relationen til mig selv. Hvor var den? Den var måske på mange måder gemt væk. I hverdagens travlhed. Er det nu også nødvendigt? At have en god relation til sig selv? Bliver det ikke lidt for mærkeligt og alternativt? Jeg tror det er her, vi er nødt til at starte, hvis vi ønsker trivsel i familien, eller trivsel omkring os. Og mit store fokus er at skabe mere trivsel i og omkring mig – og jeg drømmer om at bidrage til, at DU kan gøre det samme for dig.

DEL DETTE INDLÆG