Inspiration

gamle mønstre kræver bevidsthed at ændre

Gamle mønstre kræver bevidsthed at ændre

gamle mønstre kræver bevidsthed at ændre

Et af mine gamle mønstre handler om at hoppe helt over i min søn, hvis jeg fornemmer, at der er det mindste galt.

Gamle mønstre fungerer som forsvar

Gamle mønstre opstår jo ikke bare for sjov. De har ofte grobund langt tilbage og fungerer som et forsvar for at dække over noget meget sårbart.

Traumatiske oplevelser

Da min søn var helt lille, havde jeg op til flere traumatiske oplevelser, hvor jeg faktisk troede, at jeg ville miste ham. Det sidder stadig dybt i mig. Ved siden af det har han livstruende fødevareallergi. Han kan simpelthen dø af at spise det forkerte. Det har bevirket meget frygt og angst i min krop.

Fordi jeg var så bange for at miste ham, blev jeg enormt fokuseret på ham. Jeg blev i stand til at opdage, at hans tilstand forandrede sig, nærmest inden han selv gjorde. Jeg var så meget over i ham, at det på ingen måde var hensigtsmæssigt hverken for ham eller mig.

Men det var noget, der skete helt ubevidst.

At opdage sig selv

I dag er min søn 19 år. Han kan passe på sig selv. Men jeg skal stadig være bevidst om mig selv, når han har det lidt skidt, eller jeg TROR, han måske har det lidt skidt. Jeg oplevede det så sent som den anden dag. Han virkede ikke helt på toppen. Vupti, så forlod jeg mig selv og forsøgte ubevidst at mærke, hvad der skete hos ham. Straks og helt automatisk blev min bekymring vakt.

Men jeg opdagede mig selv ganske kort tid efter. Min datter talte til mig, og jeg svarede lidt fjernt og uden nærvær. Hun kiggede på mig. Ups… da så jeg mig selv og blev heldigvis bevidst om, at her var jeg tæt på at ryge i et af mine gamle mønstre.

Sådan tager jeg den hjem

Jeg skyndte mig at “tage den hjem”. Tog nogle dybe vejrtrækninger. Mærkede mig selv og min egen krop. Mærkede følelsen og området for hjertet. Trak vejret ind i følelsen og talte beroligende til mig selv inde i hovedet.

Det hjalp. Kort efter slap frygten, og jeg kunne igen være nærværende tilstede.

Hvilke gamle mønstre får indimellem taget på dig?

Lad os sammen tage den hjem.

Fra mor til mor

DEL DETTE INDLÆG

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på print
Del på email