Inspiration

tage den hjem

Tage den hjem

tage den hjem

Jeg læste flygtigt en overskrift… “Flere og flere børn og unge mistrives”. Og det rører mig dybt. Jeg ved, hvordan det er, at være mor til et barn, der ikke trives. Det gør utrolig ondt. Vi vil så gerne fjerne smerten. Men det bedste vi kan gøre, er at Tage den hjem.

Vi vil så gerne fjerne smerten
Jeg husker tydeligt, hvordan jeg ville give min højre arm for at kunne fjerne mit barns smerte. Jeg husker, hvordan jeg i årevis søgte efter redskaber til at fixe, hvad end der nu var årsag til mistrivslen. Jeg husker, hvor stresset jeg var og hvor dybt frustrerende det føltes, ikke at kunne finde nøglen til at få sit barn i trivsel. Jeg følte dybest set ikke, at jeg slog til som mor.

Tage den hjem

I dag er jeg et andet sted. Mit fokus har forandret sig. Jeg søger ikke længere efter en “nøgle” eller “redskaber” til at hjælpe mit barn. Jeg fokuserer nu i stedet på at “tage den hjem”, som jeg kalder det.

Jeg har arbejdet med mig selv og ikke mindst min følelse af ikke at være god nok som mor, min frustration og stress i kroppen. Og det helt fantastiske er, at jo mere jeg kom hjem i mig selv, jo bedre fik min datter det. Der kom ro inde i mig, og roen forplantede sig ligeså stille til hende. Hun kan nu på en helt anden måde læne sig ind i min ro, og dermed finde den i sig selv. Jeg skal ikke fixe hende eller skabe ro i hende – det skal hun selv. Men som mor skal jeg gå forrest og vise hvordan. Være den hun i tillid kan læne sig ind i.


Livet vil altid byde på udfordringer
Min datter oplever naturligvis stadig op- og nedture. Det gør jeg også. Det gør vi alle. Det er en del af livet. Men så længe jeg sørger for at håndtere mit indre imens, skabe ro og åbenhed inde i mig – så oplever jeg gang på gang, at hun hurtigere kommer op igen. Det er ikke nødvendigvis lige nemt altid, men det er fantastisk at opleve. Og det er dette, jeg enormt gerne vil give videre til dig.

Hvorfor skal man tage den hjem?

Smerten forsvinder ikke, bare fordi man lykkedes med at “tage den hjem”. Det er heller ikke meningen. Hvad er så meningen, tænker du måske? Hele idéen er, at du skal tage dig af dine egne følelser og det der er svært for dig i situationen. Undersøge og være nysgerrig på hvad der rører sig i dig.

Du kan være sikker på, at hvis noget er svært for dit barn, så sætter det gang i en hel masse i dig. En masse tanker, følelser, gamle oplevelser og overbevisninger, der ofte vil få dig til at håndtere udfordringerne fra et umodent sted i dig – fra dit eget sårede indre barn. Og et såret indre barn kan ikke skabe ro og tillid i et andet barn. Derfor er det så vigtigt, at vi starter med at tage os af vores egne følelser og får skabt ro indeni.

Lad os sammen tage den hjem!

Fra mor til mor
P.S. Vil du have mere inspiration, kan du tilmelde dig nyhedsbrevet.

DEL DETTE INDLÆG

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på print
Del på email