Inspiration

Når et nej indeholder meget mere end nej

Når et nej er mere end et nej

Når et nej indeholder meget mere end nej

Har du tænkt over, hvor meget forskelligt et NEJ egentlig kan betyde? Alt afhængig af hvilken tone det bliver sagt med.

  • Nej [neutralt] (det vil jeg ikke)
  • Nej [suk] (hvorfor spørger du hele tiden)
  • Nej [!!!] (hvor mange gange skal jeg sige det)
  • Nej (jeg bliver sindssyg)
  • Nej (nu må du altså lige …)
  • Nej (hvad tænker du dog på)
  • Nej (tillader du dig at spørge om det)
  • Nej (gu’ vil jeg da ej)
  • Nej (nu stopper du)

Og måske har du selv erfaringer med andre variationer af NEJ?

NEJ består kun af 3 bogstaver, men kan være et utrolig sårbart ord. Fordi vi alle har forskellige oplevelser med det ord.

Jeg har bestemt ikke altid haft det særlig godt med ordet NEJ. Det er ikke noget, jeg har været bevidst om altid. Det har fx været svært for mig at få et NEJ. Jeg har følt det som en personlig afvisning. Og vi mennesker vil helt grundlæggende gøre alt for at høre til og undgå afvisning.

Hvis du har det skidt med at få et NEJ, så kan det også blive rigtig svært at bede om det, du har brug for. Fordi du jo risikerer at få et NEJ. Du får måske ikke bedt om hjælp, bedt om lønforhøjelse, bedt om en fridag osv. Og så står du måske med nogle behov, der ikke bliver opfyldt.

Har du selv svært ved at tackle et NEJ, kan det også være rigtig svært at sige NEJ på en ordentlig måde (fx til ens børn). Måske fordi du ikke kan lide at sige NEJ, fordi så føler du, at du afviser barnet. Så får du sagt JA til meget mere end du har lyst til. Og til sidst bliver det for meget, og så kommer der måske et af de ovenstående NEJ’er ud.

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der kender til at NEJ kan være svært. Men heldigvis kan det trænes. Du kan lige så stille øve dig i at sige NEJ, der hvor det ikke er så farligt. Og du kan øve dig i at bede om noget, der hvor du ikke sætter hele dig selv i spil. Der er nemlig trivsel i at kunne sige NEJ og få NEJ på en god måde.

Jeg håber, det giver dig inspiration til at tænke over, hvordan du egentlig selv har det med ordet NEJ. Er det let og ubesværet, eller er det nogle gange kompliceret?

DEL DETTE INDLÆG

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på print
Del på email